Fiskeguide

Kom godt igang med at fiske – af Junior Grej

Indledning

Der er skrevet mange tykke bøger om fiskeri, så vores guide er naturligvis ikke fyldestgørende. Vi håber at kunne hjælpe i den rigtige retning, og vise hvor der kan hentes mere specifik information.

Kontakt eventuelt den lokale lystfiskerforening for gode råd, eller søg på nettet. På campingogfiskeri.dk kan der bestilles en guide til lige det fiskeri du du bedst kan lide, i et område nær dig.

Nogle helt grundlæggende gode råd til fiskeri med børn findes i linket nederst fra visitdanmark.

Husk sikkerheden og husk at tjekke lokale regler og mindstemål!


Fiskeri ved kyst

Nogle gange når man fisker ved kysten, skal man langt ud for at fange noget. Så er det godt med en lang stang eller waders. Andre gange er det gode fiskeri faktisk tæt på land, så husk at starte forsigtigt.

Der er så mange muligheder ved kysten, alt efter hvor man tager hen, men en helt grundlæggende metode er det traditionelle bundfiskeri med 2 kroge og et lod. Prøv med sandorm, børsteorm (pas lidt på de små fingre), en reje, et stykke sild eller andet. Mens man venter på bid kan man, hvis man har en stangholder, lege i klitterne, forberede bål til aftensmaden eller bare sidde og spise lidt snolder og snakke om de store fisk der snart sidder på krogen.


Fiskeri ved å

Nogle åer er så store at man ikke kan kaste til den anden side, andre kan man hoppe over. Og der er super muligheder i begge størrelser.

Den store år har ofte nogle sving med stille vand. Prøv at sænke en prop og krog med majs eller regnorm ned i dybet efter en skalle eller aborre. Det er fantastisk børnefiskeri. Skal der lidt større udfordringer til, kan der fiskes med spinner og blink som måske kan give en gedde i det stille vand. Eller i strømmen efter ørreder og laks.

I del lille å kan man følge strømmen efter sin prop og orm og få hug af bækørreder og regnbueørreder. Der kan også fiskes med spinner, hvis der er plads til det. Prøv at fiske både med og imod strømmen! Når junior trænger til lidt udfordringer kan en lille tørflue give fantastiske oplevelser i åen.


Fiskeri ved Put-and-take sø

Så bliver det ikke mere familievenligt. Her kan man rimelig trygt lade børnene gå rundt om søerne og udse sig den bedste plads. Parkeringsforhold er ofte tæt på og hvis vejret driller er der ofte læskure eller kaffestue hvor man kan krybe i ly. Nogle har grill til rådighed så man kan tilberede fangsten omgående.

Her kan fiskes med regnorm, majs, powerbait eller lignende. Blink og spinner er en mere aktiv form for fiskeri, som også giver fisk. Nogle dag skal det være orm, andre dage skal det være spinner. Hvis fiskene ikke vil bide, så prøv noget andet, de kan have humørsvingninger fra dag til dag…


Det bedste fiskegrej

Det et bedste grej afhænger helt af hvor, hvordan og efter hvad der fiskes…

For at man kan kaste ud på et fornuftigt niveau er det vigtigt at vægten på agnen er afstemt med line type og tykkelse.

Til en 7 fod spinnestang, hvor man vil fiske med spinnere og små blink eller måske et let flåd, er det vigtigt at linen ikke er for kraftig. Her vil en ca. 0,25 mm. nylonline være god. Det er også vigtigt at der er fyldt line på, så det går tæt på spolekanten. Linen slides ved brug, så det kan være en god ide at klippe de yderste 2-3 meter af hver gang før start.

Fiskes der fra mole skal linen være kraftigere, og blink eller forfang tungere.

> Se vores fiskegrej her.

Er du i tvivl er du altid velkommen til at kontakte Junior Grej på info@juniorgrej.dk eller tlf. 27 64 00 48.


Links til inspiration

> Guide til fisketure med børn (en god guide af VisitDenmark)
www.putandtake.info og putandtakefiskeri.dk (oversigt over danske put and take søer)
www.fisketegn.dk  (her kan købes fisketegn, ikke nødvendig under 18 år og over 65 år samt ved Put-and-take sø)
www.fiskepleje.dk/fiskebiologi (god information om de mest almindelige fisk i Danmark)


Den første fiskestang

Den første fiskestang – en pind er nok…

Stangen behøver ikke være forkromet. Det kan være en pind med noget fiskesnøre bundet i den ene ende. Efterfølgende vil det dog forøge fangstmulighederne at investere i et fiskehjul og en rigtig fiskestang.

Til de små (3 år+) er et junior fiskesæt en super løsning. Stangen er 1,5 m lang og til at håndtere, og den er ikke i for skrøbelige materialer. (De fine og dyre stænger til øvede fiskere kan være skrøbelige i de forkerte hænder). Fiskehjulet er lukket med en kapsel, og betjenes med knap når der skal kastes ud, så kan man bedre koncentrere sig om timing i udkastet. Bind en korkprop eller et lille stykke bly i enden af linen og lad barnet øve udkast hjemme i haven.

Fokus på barnet

Hvis far/mor selv er fisker, skal han/hun de første gange ikke tage sit eget grej med på turen. På disse første ture er det en rigtig god idé at de voksne er ”skaffedyr”, som binder knuder, sætter orm på, husker solcreme og ikke mindst står for den vigtige forplejning.

Husk fisketegnet til de voksne

Over 18 år og under 65, læs mere på www.fisketegn.dk

Knæk og bræk!

Man ønsker ikke en lystfisker ”god fisketur”, for det bringer uheld og ingen fisk, siger man. Man siger: ”Knæk og bræk”, som betyder: Gid din line må knække og din stang må brække!

VisitDenmark her skrevet en god guide til fisketure med børn.


Se udvalget af fiskestænger og fiskesæt.

Den første kniv

Start med en træ-kniv som den første kniv

En god start for de allermindste er med en kniv snittet i træ. Lad barnet skære noget mos eller rode i en rådden stub, det giver en god fornemmmelse.

Lad gerne den første kniv forblive en træ-kniv – faktisk i hele den første sæson.

Altid “væk fra sig selv”
Når den rigtige kniv skal på banen kan det anbefales at sætte barnet mellem sine egne ben og så vise hvordan man snitter væk fra sig selv, OG DET ER UDEN UNDTAGELSE. Lad derefter barnet snitte selv, under fuld koncentreret opsyn. Flyt ikke blikke overhovedet.
Det kan anbefales at nøjes med 10-15 min. og så pakke kniven væk indtil næste gang.

En god kniv
Det vigtigste ved en kniv til børn og unge er fingerbeskyttelsen. En bøjle som gør det svært for de små fingre at komme ind på det skarpe blad.

En skede hvor kniven er låst af en rem med trykknap eller lign. er god. Det kan ikke anbefales at købe de billige knive med plastic hylster, da kniven sidder for godt fast og kommer ud i et ukontrolleret ryk.

Knivloven
Efter knivlovens § 1 er det generelt forbudt at bære eller besidde knive eller blankvåben mv. på offentligt tilgængelige steder, uddannelsessteder, i ungdomsklubber, fritidsordninger og lignende. Forbuddet gælder dog ikke, hvis kniven eller blankvåbnet bæres eller besiddes i forbindelse med erhvervsudøvelse, til brug ved jagt, lystfiskeri, sportsudøvelse eller et andet lignende anerkendelsesværdigt formål” – Se hele knivloven her: Knive og blankvåben.


Se udvalget af jagt- og fiskeknive og spejderdolke.

Hvordan indstiller jeg min kikkert?

Hvordan indstiller jeg min kikkert? – og andre tips…

1. Øjenafstand
Bøj kikkerten indtil du kun ser et billede.

2. Indstilling af fokusering
A. Tag kikkerten op til øjnene, og luk nu det højre øje, stil skarpt for venstre øje ved at dreje på centralfokuseringsskruen indtil billedet står skarpt og klart.
B. Åben nu højre øje og luk det venstre. Drej nu på det højre okular indtil billedet står helt skarpt og klart for det højre øje. Du har nu udlignet en eventuel synsforskel på øjnene, og du kan nu anvende kikkerten med begge øjne ved at stille skarpt på centrafokuserings skruen.

Advarsel – Se aldrig på solen med kikkerten!

Hold kikkerten ren
Brug en pensel til at fjerne urenheder, som sand og snavs, før kikkerten pudses. Puds med den linseklud som medfølger, eller brug en blød bomuldsklud. Puds med let hånd og i runde bevægelser. Til rensningen kan eventuelt bruges linserensevæske eller isopropylalkohol. Lenspen er et lille renseværktøj, nem at have med på tur, og den har både pensel- og pudsedelen.

Pas på din kikkert
En kikkert er et fint optisk instrument, og tåler ikke stød eller slag. Selv et fald på kort afstand kan give prismeforskydning (dobbelt billede). Det kan dog justeres på autoriseret værksted. Husk også altid at sætte beskyttelseslåg på efter brug – eller put kikkerten i kikkerttasken.


Se vores udvalg af kikkerter her.