Udgivet i

Fiskeri med børn

Fiskeguide

Kom godt igang med at fiske – en fiskeguide af Junior Grej

Indledning

Der er skrevet mange tykke bøger om fiskeri, så vores guide er naturligvis ikke fyldestgørende. Vi håber at kunne hjælpe i den rigtige retning, og vise hvor der kan hentes mere specifik information. Kontakt eventuelt den lokale lystfiskerforening for gode råd, eller søg på nettet.

Nogle helt grundlæggende gode råd til fiskeri med børn er tålmodighed, husk hyggen og fangstgaranti – det er nøglen til succes 🙂

Husk sikkerheden og husk at tjekke lokale regler og mindstemål!


Fiskeri ved kyst

Nogle gange når man fisker ved kysten, skal man langt ud for at fange noget. Så er det godt med en lang stang eller waders. Andre gange er det gode fiskeri faktisk tæt på land, så husk at starte forsigtigt.

Der er så mange muligheder ved kysten, alt efter hvor man tager hen, men en helt grundlæggende metode er det traditionelle bundfiskeri med 2 kroge og et lod. Prøv med sandorm, børsteorm (pas lidt på de små fingre), en reje, et stykke sild eller andet. Mens man venter på bid kan man, hvis man har en stangholder, lege i klitterne, forberede bål til aftensmaden eller bare sidde og spise lidt snolder og snakke om de store fisk der snart sidder på krogen.


Fiskeri ved å

Nogle åer er så store at man ikke kan kaste til den anden side, andre kan man hoppe over. Og der er super muligheder i begge størrelser.

Den store år har ofte nogle sving med stille vand. Prøv at sænke en prop og krog med majs eller regnorm ned i dybet efter en skalle eller aborre. Det er fantastisk børnefiskeri. Skal der lidt større udfordringer til, kan der fiskes med spinner og blink som måske kan give en gedde i det stille vand. Eller i strømmen efter ørreder og laks.

I del lille å kan man følge strømmen efter sin prop og orm og få hug af bækørreder og regnbueørreder. Der kan også fiskes med spinner, hvis der er plads til det. Prøv at fiske både med og imod strømmen! Når junior trænger til lidt udfordringer kan en lille tørflue give fantastiske oplevelser i åen.


Fiskeri ved Put-and-take sø

Så bliver det ikke mere familievenligt. Her kan man rimelig trygt lade børnene gå rundt om søerne og udse sig den bedste plads. Parkeringsforhold er ofte tæt på og hvis vejret driller er der ofte læskure eller kaffestue hvor man kan krybe i ly. Nogle har grill til rådighed så man kan tilberede fangsten omgående.

Her kan fiskes med regnorm, majs, powerbait eller lignende. Blink og spinner er en mere aktiv form for fiskeri, som også giver fisk. Nogle dag skal det være orm, andre dage skal det være spinner. Hvis fiskene ikke vil bide, så prøv noget andet, de kan have humørsvingninger fra dag til dag…


Det bedste fiskegrej

Det et bedste grej afhænger helt af hvor, hvordan og efter hvad der fiskes…

For at man kan kaste ud på et fornuftigt niveau er det vigtigt at vægten på agnen er afstemt med line type og tykkelse.

Til en 7 fod spinnestang, hvor man vil fiske med spinnere og små blink eller måske et let flåd, er det vigtigt at linen ikke er for kraftig. Her vil en ca. 0,25 mm. nylonline være god. Det er også vigtigt at der er fyldt line på, så det går tæt på spolekanten. Linen slides ved brug, så det kan være en god ide at klippe de yderste 2-3 meter af hver gang før start.

Fiskes der fra mole skal linen være kraftigere, og blink eller forfang tungere.

> Se vores guide til hvilket fiskesæt du skal vælge


Bog om fiskeri med børn

Friluftsrollinger på fisketur er helt fantastisk til nybegynder familier, der skal igang med lystfiskeri.


Kontakt os hvis du er i tvivl?

Håber denne fiskeguide har hjulpet dig lidt på vej? Er du i tvivl er du altid velkommen til at kontakte Junior Grej på info@juniorgrej.dk eller tlf. 27 64 00 48.


Links med inspiration til fiskeri

> Lær dine børn at fiske (Danmarks Sportsfiskerforbund)
> Lystfiskeri i Danmark (VisitDenmark’s guide til fiskesteder, SØG på fiskeri el. lystfiskeri)
www.putandtake.info og putandtakefiskeri.dk (oversigt over danske put and take søer)
www.fisketegn.dk  (her kan købes fisketegn, ikke nødvendig under 18 år og over 65 år samt ved Put-and-take sø)
www.fiskepleje.dk/fiskebiologi (god information om de mest almindelige fisk i Danmark)